Regler

I Danmark er det lovligt at gå med metaldetektor i de fleste områder. Der er dog nogle enkle regler, som skal overholdes, og Kulturstyrelsen har udarbejdet følgende vejledning til, hvordan man som detektorbruger skal og bør forholde sig.


Du skal:

  • Du skal sørge for at få tilladelse til at gå på det areal du ønsker, hos ejeren af jorden. Er ejeren offentlig, skal du henvende dig til den relevante myndighed, f.eks. en kommunes tekniske forvaltning. For statens arealer, der forvaltes af Naturstyrelsen, gælder der særlige regler.
  • Du skal aflevere de fundne genstande til det lokale museum (eller Nationalmuseet), såfremt du mener at der kan være tale om danefæ.

Du må ikke:

  • Du må ikke gå med detektor på fredede fortidsminder, eller nærmere end to meter fra fredningsgrænsen. Se om et fortidsminde er fredet på Kulturstyrelsens database Fund og Fortidsminder
  • Du må ikke foretage en udgravning af et fundområde, herunder grave dybere end pløjelaget.

Du må gerne:

Om selve genstandene (danefæ):

  • En række af de genstande du kan finde med en metaldetektor kan være danefæ (se menupunktet ”danefæ”). Danefæ tilhører staten, og er du det mindste i tvivl, om det du har fundet evt. kan være danefæ, skal du kontakte det lokale museum eller Nationalmuseet, der kan vejlede dig om det videre forløb.
  • Du må ikke sælge genstande/danefæ.
  • Du må ikke videregive genstande/danefæ.
  • Du bør behandle genstandene med omhu og forsigtighed, de er sårbare.
  • Du bør ikke rengøre, børste eller vaske genstande da informationer kan gå tabt.
  • Du bør opbevare genstande i en plastpose og æske med låg.
  • Du bør anvende en GPS til at måle dine fund ind med – også dem du er i tvivl om er noget.
  • Du bør notere findernavn, sted, dato og GPS-koordinater sammen med fundet. Hvis du skriver på en seddel der lægges i posen, så brug en blyant – aldrig kuglepen eller filtpen da skriftes let flyder ud hvis papiret bliver fugtigt.
  • Du bør markere fundområdet på et kort.

Om fundstedet:

  • Du må ikke påbegynde en udgravning af fundstedet. Grav aldrig dybere end pløjelagets dybde.

Det er en god idé:

  • At have god kontakt med lokalmuseet.
  • At have god kontakt med lodsejere.
  • At orientere sig i Fund & Fortidsminder-databasen.
  • At være medlem af den lokale detektorklub eller amatørarkæologiske forening.
  • At være to eller flere, der går sammen.
  • At have indbyrdes klare aftaler med hinanden og med lodsejer.
  • At være systematisk i sin søgen.
  • At føre dagbog over sin søgen.
  • At diskutere fundne genstande og afsøgningsmetoder i detektorklubben.

Metaldetektorfund og arkæologiske udgravninger.


Grundejere, der vil tillade anvendelsen metaldetektor på ejendommen – typisk landmænd – er indimellem usikre om, hvorvidt fund gjort med metaldetektor kan medføre udgravninger, som skal betales af ejeren af jorden. Fremkomsten af detektorfund vil i sig selv ikke medføre, at en jordejer påføres udgifter til en evt. efterfølgende arkæologisk udgravning.

De fleste detektorfund indgår i museernes samlinger - enten som danefæ på Nationalmuseet eller på det lokale museum som almindelige genstande, der indlemmes i museets samling. Enkelte fund, typisk fra nyere tid, kan beholdes af detektorføreren selv.

I de sjældne tilfælde, hvor der gøres et skattefund, f.eks. mønter eller værdifuldt metal, er museerne ofte interesserede i at gennemføre en begrænset undersøgelse af fundstedet. Formålet vil være at sikre de dele af skatten, der muligvis endnu er bevaret under pløjelaget. Herved kan man sikre en række væsentlige oplysninger om deponeringsmåden (i et lerkar, en læderpung eller lignende) og ofte også årsagen til deponeringen (til gudernes gunst eller i ufredstider). Samtidig sikrer man, at alle dele af skatten kommer til syne – og dermed er den videnskabelige værdi af fundet væsentligt større.

Når en skat i første omgang findes, skyldes det, at nogle af genstandene allerede ligger oppe i pløjelaget. De kan være ført derop af markredskaber for både 10, 50 eller 100 år siden. Altså som følge af ”jordarbejde i forbindelse med erosion eller jordarbejde udført som led i dyrkning af almindelige landbrugsafgrøder eller som led i almindelig skovdrift,” som det hedder i lovteksten (Museumslovens § 27, stk. 5. pind 1). Arkæologiske undersøgelser af denne type skal ikke betales af jordejeren, men bekostes typisk af midler fra en pulje, som Slots- og Kulturstyrelsen råder over, efter ansøgning fra det lokale museum. Afhængig af undersøgelsens omfang og tidspunkt på året kan jordejeren kompenseres for eventuelle tab efter gældende regler for afgrødeerstatning.


Fra landmand til bygherre


Der kan dog opstå situationer, hvor detektorfund på længere sigt kan være en medvirkende årsag til, at der skal gennemføres en arkæologisk undersøgelse for landmandens regning – nemlig i det tilfælde, hvor han går fra at dyrke marken til at være bygherre. Et eksempel:

Hvis man forestiller sig, at der bliver gået med metaldetektor tæt ind til en eksisterende gård, og der på hele den vestlige side fremkommer spredte metalfund, f.eks. fra en bebyggelse fra vikingetid og ældre middelalder, vil det i første omgang ikke medføre en udgravning. Metaldetektorfundene er naturligvis med til at forøge vores viden om placeringen af landsbyer, bopladser og gravpladser rundt omkring i landskabet. På den måde er detektorfundene med til at give et mere detaljeret indblik i den forhistoriske udnyttelse af landskabet, end hvis vi ikke havde disse fund. Det svarer til fund af potteskår eller flintredskaber som f.eks. økser eller dolke.


Hvis landmanden på et senere tidspunkt ønsker at udvide sin gård, f.eks. med en ny løsdriftsstald med tilhørende gylletank og plansilo, vil metaldetektorfundene - på lige fod med alle andre oplysninger, som museet kender til (f.eks. overpløjede gravhøje, løsfundne stenoldsager, spor set fra luften eller som fremgår af såkaldte LiDAR-scanninger) - danne baggrund for den rådgivning, som museet vil tilbyde landmanden i forbindelse med hans byggeprojekt.

Landmanden kan i den forbindelse vælge at få gennemført en forundersøgelse af arealet (se mere i Vejledning om Arkæologiske Undersøgelser), og hvis det herefter viser sig, at der på det areal, hvor han ønsker at udvide gården, fremkommer væsentlige fortidsminder, er det museumslovens bestemmelse, at han som bygherre skal betale for den nødvendige arkæologiske undersøgelse før byggestart. En bygherre - i dette eksempel en landmand - kan i den forbindelse godt have den opfattelse, at det er metaldetektor-fundenes skyld, at han kommer til at betale for en arkæologisk undersøgelse. Det er dog ikke korrekt, for uanset om der er gjort metalfund eller ej, ville en arkæologisk forundersøgelse afsløre, at der er væsentlige fortidsminder bevaret under muldjorden i form af eksempelvis stolpehuller efter huse, brønde, hegnsspor og affaldsgruber. Museumsloven bestemmer herefter, at den